Tvangsauktion
Når man som kreditor har pant eller udlæg i en fast ejendom og det underliggende gældsforhold ikke overholdes, så har man mulighed for at begære ejendommen solgt på tvangsauktion.
Dette sker ved at indgive en begæring herom til fogedretten, der herefter indkalder til et
vejledningsmøde. Her fastsættes det nærmere forløb for auktionen, herunder hvordan den skal
annonceres, og hvornår den skal afholdes. Det er rekvirenten, der står for alt arbejdet med at
udarbejde sagsopstilling, annoncering, fremvisninger osv. Her bør man antage advokatbistand.
Efter selve tvangsauktionen er ejendommen solgt til et højeste bud, og budsummen fordeles i
prioritetsrækkefølgen.
Hos Christiansen Law tilbyder vi hjælp til tvangsauktion, hvor vi bistår både panthavere og
udlægshavere med at begære ejendomme på tvangsauktioner, både i forbindelse med konkurs
eller som kreditorrepræsentant.
Som køber på en tvangsauktion kan man være heldig at gøre en rigtig god handel, fordi priser på tvangsauktioner typisk ligger en del under priserne i fri handel. Dette skyldes bl.a. at flere afholder sig fra at byde på tvangsauktion, da det kræver, at man kender de særlige regler og vilkår, der gælder for tvangsauktioner, at der ved køb på tvangsauktion kun er begrænset mulighed for at besigtige ejendommen, og oplysningerne om ejendommen er typisk er begrænset, ligesom man som køber ikke kan gøre mangelskrav gældende over for nogen.
Se listen over de aktuelle tvangsauktioner på www.tvangsauktioner.dk
For at byde på en tvangsauktion skal man normalt stille en kontant sikkerhed for omkostningerne ved en ny auktion og herefter inden for få dage en betydeligt større sikkerhed. Dog fritages man fra at stille sikkerhed, hvis man er repræsenteret ved en advokat, hvis advokaten indestår for opfyldelsen af sikkerheden/buddet.
Vi bistår købere af ejendomme på tvangsauktioner. Det er dog vigtigt at du kontakter os i god tid inden auktionen.
